Gammel dagbog: Fjæsbogen – den udvidede identitet

IMG_1488.JPG

17. marts 2012 (der går lidt personlighedspsykologi i den i starten ?):

“I går gjorde jeg noget, som jeg normalt græmmer mig over, når andre gør – og jeg gjorde det endda med vilje.

Jeg lavede en af de der statusopdateringer på FB, som bare skreg “Spørg mig, hvorfor jeg skriver sådan!”. Jeg nævner eksempler i flæng: “…Ja, det skulle jo ske på et tidspunkt … Fedt, fedt, fedt – jeg er jublende lykkelig … Hvorfor? Spørger jeg bare? … Verden er ond og ubarmhjertig…”

Jeg er selv en stor fan af FB og jeg bruger det hver dag. Og jeg er af den opfattelse, at alle som laver statusopdateringer, oploader billeder og på anden vis dokumenterer en tilstedeværelse, der ikke blot ‘liker’ andres initiativer, er motiveret af et indre behov for at konstruere deres identitet og stadfæste dens eksistens. Jeg opdaterer, derfor er jeg. På dette punkt er FB ikke anderledes end en dagbog – og jeg er en bruger af begge.
Men jeg er derimod ikke særlig stor fan af føromtalte statusopdateringer, fordi de forlanger og forventer noget af andre. De informerer ikke, men manipulerer læseren til en bestemt handling. Spørg mig, kommentér mig, fortæl mig hvem jeg er (vis mig din medfølelse) – jeg generaliserer her, det ved jeg godt. Identiteten bliver dermed konstrueret af, hvordan andre opfatter mig – ikke hvordan jeg opfatter mig selv. Men hvad hvis andre ikke opfatter? Hvordan konstrueres identiteten så? I virkeligheden, ja – men er der nogen grund til at tro, at adfærd IRL er fundamentalt anderledes end på FB? Det svarer til, at man beder andre føre dagbog over ens liv.

Nå, der er sikkert en eller anden psykodynamisk forsvarsmekanisme, der er i fuld beredskab hos mig, siden irritationen opstår – den må jeg lige reflektere lidt over ved senere lejlighed. Summa summarum – i går skrev jeg selv en sådan statusopdatering.
Jeg beskrev min forbløffelse og taknemmelighed over, at sygeplejersken havde kontaktet mig – og fik flettet ind, at sidste gang vi talte sammen, var det endt med en tur i ambulancen!
Jeg havde godt nok tænkt over det længe, inden jeg postede. Jeg havde jo ikke lyst til at blive så uretfærdig dømt (som jeg dømmer andre?), ved at folk misforstod min intention. Det handlede ikke om at blive defineret af andre, men om at normalisere min situation.

Det her med CIS har føltes som en kæmpe hemmelighed i mit liv. Jeg har ikke vist mig på studiet i flere uger, jeg er langt mere tilbageholdende og observerende end normalt – og hele mit perspektiv har ændret sig. Verden er fuldstændig den samme, som den var i går, men jeg er en helt anden. Jeg er CIS-Tina. Jeg har en udløbsdato – og den er langt mere nærværende og konkret end ‘vi skal jo alle dø på et tidspunkt’. Og så længe, det er min hemmelighed, fylder den hele min verden. 
Men – jeg er jo ikke syg – og det har vist sig fandens besværligt og akavet at fortælle andre om ‘min hemmelighed’ IRL. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tage hul på det, folk ved ikke, hvordan de skal reagere – de fleste reagerer ved at forsøge at dæmpe deres eget angstniveau og ubehag i situationen, i stedet for at lytte. Jeg er heller ikke helt klar over, hvad en ‘god reaktion’ er, men den er i hvert fald ikke overrepræsenteret i de reaktioner, jeg har mødt.

Så FB virkede som en ‘fej’ men aldeles nyttig måde at dele min hemmelighed. Ikke for at folk skulle reagere, spørge, vise medfølelse osv., men for at jeg skulle af med det. For at det skulle blive en henført bemærkning og få samme plads i mit liv, som hvis jeg havde være ordblind – eller rødhåret. “Nårh, er du ordblind? Jeg er ‘præ-sklerotisk’ – no biggie”.
Men at poste “Tina Hansen har fået CIS” er jo ikke ligefrem en henført bemærkning. Det er et udråb, et opråb – og så meget skulle det heller ikke fylde. Så ville det jo netop være enormt identitetsskabende på den negative måde. Så jeg tog den feje udvej og lavede en status, der fik folk til at spørge, så jeg kunne informere på en ‘casual’ måde, som en henført bemærkning. “Nå, jamen det var bare fordi, at jeg oplevede lidt neurologiske problemer og blev indlagt – det viste sig, at jeg har et forstadie til sklerose. Det er faktisk et rent tilfælde, at det blev opdaget, så det kommer ikke til at begrænse mig i dagligdagen – men det er da klart, at man lige får lidt at tænke over. Jeg er dog efterhånden ved at lande ovenpå det hele, og glæder mig til at fortsætte med studiet, jeg er håbløst bagud i pensum.”

Håber FB-dommerne tilgiver mig…”

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>