Gammel dagbog: Love is all around – apparently

670px-Make-Everyone-Want-to-Read-Your-Diary-Step-1

17. marts 2012

Wow…
Kommer hjem fra min gåtur (som var SKØN i øvrigt) og ser, at min læge har ringet til mig. Altså – min normale læge, ikke ham fra neurologisk afdeling.
Det viser sig at være sygeplejersken/sekretæren, som har lagt en besked.

Det var hende, som sørgede for, at jeg kom med ambulancen, da jeg begyndte at mærke føleforstyrrelser i min arm og hånd også.
Jeg havde talt med hende en time tidligere den dag, fordi jeg var frustreret over den læge, som havde undersøgt mig på skadestuen. Han virkede inkompetent, talte med sig selv – og lod det være op til mig at vurdere, om jeg skulle have foretaget en rygmarvsprøve, der testede for borrelia. “Den er ret ubehagelig”, sagde han, mens han mimede bevægelsen af en knytnæve, der hamrede ind i min rygsøjle, som om størrelsen på kanylen svarede nogenlunde overens med hans underarm. Det krævede ikke særlig stor overvejelse at sige nej tak.

Anyway – min søster var kommet op på skadestuen, da jeg ventede på 6. time og vi havde googlet Bell’s parese, som var det, de mente, var årsag til min lammelse i ansigtet (som i øvrigt er gået væk igen). Her stod, at binyrebarkhormon kunne få min lammelse til at forsvinde hurtigere. Men ifølge lægen, gav man kun binyrebarkhormon ved borrelia – og det ville han så ikke give, medmindre jeg blev testet.

Alt dette førte til, at jeg dagen efter ringede til lægen, fordi jeg ville have deres vurdering af binyrebarkhormon til behandling af min lammelse. Jeg kunne dog ikke få en akut-tid, hvilket jeg var temmelig frustreret over, så jeg virkede nok en anelse utilfreds i telefonen, men affandt mig med, at jeg måtte ringe tilbage dagen efter i lægens telefontid og høre ad.

Så ringede min far og spurgte, om jeg gav en kop kaffe. Det er ikke noget, han plejer at gøre, men de vidste, jeg havde været på skadestuen og var bekymret for, hvordan jeg egentlig så ud. På dette tidspunkt var der ingen, der vidste, om lammelsen ville forsvinde igen eller hvornår. Han havde blomster med, hvilket faktisk var ret sødt, selvom jeg bestemt ikke er en pige, der kan finde ud af at sætte pris på blomster. Men tanken talte meget.

Da han havde været her ½ times tid, kørte han igen, og jeg satte mig til computeren for at besvare en mail. Og det var så her, jeg mærkede, at der var noget galt. Jeg kunne sagtens skrive med min hånd, men ikke ligeså behændigt og hurtigt, som jeg plejede. Det var som om, at jeg pludselig var blevet venstrehåndet – at min højre ikke længere var den bedste – og jeg vidste, at dette ikke kunne skyldes Bell’s parese. Altså måtte der været noget andet galt med mig – noget der var overset.

I panik, frustration og afmagt ringede jeg til lægen igen. Jeg begyndte at græde af angst for, hvad der var galt med mig, og sygeplejersken fik mig dysset nogenlunde til ro, bad mig om at låse min dør op og ringe efter ambulancen. Det ville jeg ikke. Det virkede som en alt for stor handling i forhold til, at jeg ikke kunne forholde mig til, at der måske var noget riv rav ruskende galt med mig. Men hun fik mig overtalt til at ringe efter min far igen – og derefter ringe til akuttelefonen.

På akuttelefonen ville de også have, at jeg ringede efter ambulancen, men sygeplejersken her kunne nok godt fornemme, at jeg slet ikke kunne overskue at handle, så hun ringede for mig. Og 5 min. efter lå jeg i en ambulance, der var ankommet med udrykning. En meget skræmmende og nærmest traumatisk oplevelse.

Men tilbage til i dag… På min telefonsvarer lå en besked fra sygeplejersken, som sagde, at hun havde tænkt meget på mig gennem de sidste par uger, og derfor bare ville ringe og høre, hvordan jeg havde det.

Jeg er dybt forudret og dybt rørt! Jeg har faktisk tænkt på flere gange, om jeg skulle ringe eller gå derop og fortælle, at jeg altså er i live og hverken havde fået en blodprop eller hjerneblødning. Jeg tænkte, at det måske også havde været en lidt voldsom oplevelse for hende, fordi hun havde skulle handle over telefonen uden nogen rigtig mulighed for at følge op. Jeg spurgte min far på et tidspunkt, om han synes, at jeg skulle gå derop. Han mindede mig om, at dette jo var hendes job, og at hun sikkert ikke havde tænkt mere over det.
Men det HAVDE hun. Min sygeplejerske havde tænkt på mig. Havde tænkt på, hvordan jeg havde det og havde ikke kunne modstå trangen til at ringe og spørge.

Vi talte bare en 10 min. tid. Jeg fortalte, hvad de havde fundet ud af på neurologisk afdeling og sygeplejersken lyttede interesseret. Hun sagde, at jeg altid var velkommen til at kigge op til en snak – eller, hvis der var andet, de kunne hjælpe med. Vi snakkede om behovet for en sund livsstil, som en måde at ruste kroppen til kamp mod sklerose, hvis det bryder frem. Og hun fortalte, at de kørte et program, der hedder “små skridt”, som en støtte til livsstilsændring. Jeg kunne tænke over det, sagde hun – “hvis du nu har lyst til at prøve noget nyt?!”

Som et tegn sendt fra himlen…

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>