Hvis jeg nu havde lavet noget kriminelt, ville det være lettere at håndtere…

img_6017.jpg

I morges vågnede jeg med en knude i maven og mine tanker gik straks til den situation, som jeg er i lige nu. Jeg prøver, at få det til at fylde så lidt som muligt, for jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det, men her til morgen lykkedes det ikke særlig godt og jeg kyssede hr. Tudse farvel med tårer i øjnene

Hvis jeg nu bare havde lavet noget kriminelt, så kunne jeg forklare mig selv, at der er noget, der hedder handling og konsekvens. Men det er ikke min skyld, at jeg er blevet syg og er havnet i systemet. Det er ikke min skyld, at sygdommen æder min hjerne og stjæler mere og mere af mit liv.
Jeg synes, at jeg er blevet god til at håndtere sclerosens raseren i mit liv. Den har stjålet min ungdom, min uddannelse og karriere og muligheden for at få mine egne børn. Men sclerosen er ikke et menneske eller system. Den har ikke nogen intentioner og hensigter, og den skelner ikke mellem rigtig eller forkert. Den dømmer mig ikke og jeg søger ikke dens forståelse. Sclerosen er bare. Den er en tilfældighed, og jeg har lært at acceptere dens uforudsigelighed og at levet i nu’et.
Det kommunale system er anderledes. Det består af gode hensigter og mennesker, som burde hjælpe mig. Men systemet kigger på mig udefra og drager konklusioner uden at kende mig indefra. Systemet skal skelne mellem rigtig og forkert, men det er systemet, som stjæler mine muligheder for at føre det bedst mulige liv med hvad, jeg har tilbage. Systemet begrænser min livskvalitet og siger, at det er for mit eget bedste. Systemet har et valg og kan handle anderledes, men det handler hen over hovedet på mig og jeg har ikke indflydelse på mit eget liv. Systemet har ikke travlt, for systemet består af mennesker, som efter fyraften går hjem og deltager i familie- og foreningsliv og lægger planer for i morgen, for sommerferien og de næste 10 år.
Imens tikker uret for mig. Sygdomsmæssigt bliver jeg aldrig bedre, end jeg er i dag, for sclerose er fremadskridende og kronisk. Økonomisk stirrer jeg ud over afgrunden, som kommer tættere og tættere på – og kun systemet kan forhindre mig i at styrte i den. Men systemet har ikke travlt. Systemet anerkender ikke det fængsel, de har placeret mig i. Det er for mit eget bedste. De ved nemlig, hvad livskvalitet er og hvordan den opnås. Men de undlader at skelne mellem rigtigt og forkert. Og lige nu har jeg ikke engang tillid til, at de husker at følge loven.
Jeg har lært at håndtere uforudselighed – jeg lærer aldrig at håndtere uretfærdighed.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>