Neuropsykologisk undersøgelse

12191795_509446172562206_2976384545383871929_n

I går var jeg til neuropsykologisk test på hjerneskadecenteret BOMI.
Formålet med testen er at undersøge, om mine hjerneskader (som følge af sclerosen) har påvirket mine evner til at tænke i bred forstand – det man kalder kognition.
En sådan test foregår ved forskellige delprøver, som kan være forskellig fra person til person. Jeg skulle bl.a. huske en række ord, gentage en række tal og rangere dem i forskellig rækkefølge, forklare betydningen af forskellige ord og beskrive ligheden mellem andre ord. Jeg skulle også løse en “hemmelig opgave”, som jeg ikke vil fortælle om her, for jeg kendte den selv fra min bacheloruddannelse i psykologi, så den kunne vi ikke rigtig bruge til så meget.
Jeg kan godt lide sådanne test. Gennem årene har jeg med veninder ofte konkurreret i MENSA-tests og jeg synes, det er sjovt – så det gjorde jeg også i går og gav den hele armen.
Det blev tydeligt undervejs, at jeg heldigvis stadig har de fleste af mine kognitive evner i god behold. Det kneb dog, da jeg skulle lægge puslespil (som på billedet), hvor jeg i tankerne skal dreje brikkerne, så de kan passe sammen. Men det vidste jeg godt, for det opdagede jeg allerede på studiet.
Desværre kom jeg i tanke om, da jeg kom hjem, at jeg slet ikke havde fået fortalt psykologen om min manglende evne til at dele min opmærksomhed på flere opgaver af gangen (multitasking) og holde fokus på én opgave, når der er forstyrrende elementer omkring en. Så det blev jeg ikke testet i – og i dag skal jeg have ringet til dem for at høre, om det kan lade sig gøre. For det er jo her, jeg har nogle af de største problemer.
I situationen tænkte jeg bare ikke over det, for det er blevet mit nye “normal”, og jeg forventer ikke af mig selv længere, at jeg skal kunne dette. Derfor oplever jeg sjældent nederlag forbundet med dette, fordi jeg organiserer min hverdag udenom disse vanskeligheder. Så jeg glemte, at jeg er langt fra normalen på dette punkt.
Men det tror jeg også er en styrke – for det gik op for mig, at jeg ikke dvæler så meget ved de vanskeligheder, jeg har, men i stedet prøver at finde måder at kompensere for dem på. Og det har altså bragt mig et langt stykke vej allerede.
Hele testen inkl. den indledende snak, varede ca. 3 timer, og jeg var godt træt, da jeg kom hjem i går. I dag føles dagen som vanligt grum og ubarmhjertig og jeg har svært ved at overskue den. Men sådan er det jo altid, når jeg har presset mig selv for meget – også selvom det er i forbindelse med ting, som jeg rent faktisk er god til.
Desværre er det også i dag, jeg skal til møde med min sagsbehandler og jobkonsulent ang. den nye arbejdsprøvning, som jeg skal i gang med (fordi de kvajede sig med den forrige). Heldigvis har jeg en socialrådgiver fra Scleroseforeningen med som bisidder. Jeg synes, at det er lidt op af bakke med kommunen, men jeg er den svage part, og hvis jeg ikke gør, som de siger (uagtet om jeg kan), så mister jeg mit forsørgelsesgrundlag.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>